Reflektioner over lørdagens workshop på DIM

Vi har aftalt at mødes en time før. Jeanette og Anders knokler allerede, da Martin ankommer. Der er hentet congas og sat op. Der bliver printet noder og tekster til eleverne, der skal møde ind kl.10. Der bliver sat håndskrevne sedler op, så eleverne kan finde vej. Lidt i 10 begynder de første at komme. I alle mulige størrelser, aldre, farver og følelser. De små kigger. De store sonderer. Nogle finder tryghed ved at sætte sig i venteposition bag en conga. Andre søger hen mod hjørnerne. Enkelte trykker mobilen op foran næsen. Rummet emmer af forskellige følelser. 

Vi ved hvad vi skal. Vi skal spille, synge og danse sammen. Vi har fire timer. Og vi skal få det til at swinge. Vi har gjort det her i snart 20 år. Men alligevel bliver vi hvert år væltet bagover. Også denne lørdag. Endnu engang er det lykkedes nye, underfulde forældre at sætte nye, underfulde børn i verden. Og over til os på DIM. 

De sidder og står nu foran os. Nogle med korslagte arme. Vi ved at den modstand, der manifesterer sig stærkt hos den enkelte, skal være mindre end flertallets lyst. Det er en slags pædagogisk regnestykke, der skal gå op, før vi kan lykkes. Vi ved hvad målet er. Vores lille polyfølende flok her lørdag formiddag, skal mærke den vanvittige energi der strømmer ud fra musikkens stærkstrømskabel. Og turde sætte sig på ledningen. Som små fugle. 

Vi har et mash-up af den spanske La Pelota og Lizzos It's about damn time med. Martin starter med at synge stemmerne til det. Når vi nogenlunde kan stemmerne, begynder han at improvisere og prøver at få nogen med. Vi har aftalt at bruge den cubanske wananco rytme. Jeanette sætter en rytmestærk elev i gang med en bærende rolle. Og andre lærer 3-2 claven. Mens der bliver sunget, sætter hun folk i gang med at spille congas. Senere på dagen laver hun et set-up med to på hver. Giver dem 8 taktslag at bytte plads. Anders, der senere på dagen skal introducere salsa-trin, sidder ved flyglet og bakker sang og rytme op.

Vi begynder at nærme os det, det handler om ved 11.30 tiden. De få elever, der har haft svært ved at koncentrere sig mærker at der også er plads til dem. De endnu færre elever, der tydeligt har haft svært ved at deltage på grund af nogle indre konflikter har vi fundet nogle strategisk gode tidspunkter, hvor musikken spillede højt til at spørge dem uden det store fuzz, om der var noget vi kunne gøre eller hjælpe med. Det har der ikke været behov for. Og i løbet af dagen er reservationerne langsomt forsvundet og blevet erstattet af enten en fast tromme, dans eller sang så man kunne være med.

Det er det bedste ved at være DIM-lærer. Når nye elever sammen med os og de elever der har gået på DIM i flere år oplever, hvad det er musikken kan.

Når modstanden opløser sig i dans, sang eller trommespil. Musikken kerneelementer. Der hvor det hele starter. Stenen. Træet. Stemmen. Huden fra det døde dyr spændt ud over en ramme. At være en brik i musikkens spil. Der er noget, der er større end mig. Det findes. Jeg kan give mig hen til det. Sammen med andre.

Musikken der er verdens mest udbredte sprog. Større end engelsk, spansk og mandarin. Tilsammen. Ligeså nem at forstå som et spædbarn der står og rokker foran højttaleren i stuen. Den kræver ikke jordens ressourcer. Den er kønsneutral. Ligeså dyb og filosofisk som dens sammenhæng med religiøse ceremonier, fødsel og død. Forståelsen af hele verden og hvorfor vi er her.  

Og vi tre lærere oplever, at de mange år vi har brugt på at lære varerne at kende i musikkens store Bauhaus er fløjet afsted, og vi igen-igen på en lørdag i september endnu ikke fatter, hvor stort det hele er. Vi hopper, fløjter, råber, synger, rapper, spiller, danser. Og det er stadigvæk som om, det bare var lige i går at nogen kom forbi med en ladning djember og congas og stillede dem der hvor vi var. 

Roskilde Musiske Skole lørdag d. 10. september 2022